Mahjong på VikingCon 24, 15. oktober 2005, kl. 21-04
12 spillere deltog i årets mahjongturnering på VikingCon. Efter et par øvehænder startede turneringen for alvor med at alle borde spillede en vind (fire hænder). Herefter gik vinderen af hvert bord, samt andenpladsen med flest point, videre til finalen. I finalen blev der spillet to vinde.

I forgrunden ses finalebordet. Fra venstre: Robert, Jón, Kasper og Claes.

Claes Schütt, suveræn vinder af mahjongturneringen på VikingCon 24, med diplom og den klassiske gule vinder-tshirt.
Omtalen fra VikingCon-hæftet
Mahjong er et firspillerspil der minder om et kortspil. Det gælder om at samle sig en vinderkombination samtidig med at man holder øje med modstanderne og danner sig et overblik over hvor farlige de er. Som i poker er det vigtigt at vide hvornår man skal spille aggressivt og hvornår man skal gå i defensiven.
Næste EM i mahjong vil foregå i Danmark i 2007, så det er med at komme i gang med at få lært eller trænet de officelle kinesiske konkurrenceregler der blev indført i 1998 da mahjong blev anerkendt som sportsgren i Kina. Reglerne er et resultat af en større kortlægning af hvordan mahjong blev spillet over hele Kina, og en komite udvalgte og sammensatte det bedste fra diverse regelsæt. Reglerne blev brugt ved det første (og hidtil eneste) VM i Japan i 2002, og ved det første EM i Holland, juni 2005.
Reglerne er ret simple, men det betyder ikke nødvendigvis at det er simpelt at spille efter dem. Evne til taktisk og strategisk tænkning er vægtet højt i forhold til heldelementet. Reglerne består af en liste af 81 pointgivende kombinationer. Man skal have mindst otte point for at gå mahjong. For nybegyndere vil dette være forholdsvis svært da det kræver et vist overblik, hvorfor jeg formentlig vil sænke denne grænse i de indledende runder hvis spillerne ønsker det, mens en finale vil afvikles med den almindelige ottepointsregel.
Reglerne vil blive gennemgået inden spilstart. Alle er velkomne, erfarne som begyndere.
