Hjem

Mahjong Danmark > Om foreningen > Medieomtale > 05.05.2005


Pressemeddelelse pr. 5. juli 2005

Første Åbne Europamesterskaber i Mahjong afsluttet

24. til 26 juni 2005 afholdtes der for første gang et europamesterskab i mahjong. Stedet var Vereeniging i Nijmegen, Holland. Til stede var der mahjongspillere fra hele Europa samt særligt inviterede fra Japan, Kina og Taiwan. Hele 108 deltog, heriblandt tolv danskere.

Reglerne der blev brugt var Official Chinese, som var de der blev brugt ved det første VM i Japan i 2002.

De tolv danskere klarede sig under de svære omstændigheder godt - rigtig godt. Vi må som europæere indrømme at vi er langt efter de asiatiske spillere, særligt japanerne. Japanske Masato Chiba vandt en overbevisende sejr, tæt efterfulgt af verdensmesteren, Mai Hatsune. Både tredje- og fjerdepladserne gik ligeledes til japanere, mens femtepladsen blev besat af Sune Korreman fra Danmark, der dermed de næste to år kan kalde sig bedste europæer i mahjong. I resten af top ti fandtes kun to andre europæere: Italiens Luca Gavelli og endnu en dansker Helge Møller Pedersen, der med sin tiende-plads afrunder top-ti-spillerne.

I nationernes konkurence vandt Danmark en flot tredjeplads, kun slået af urørlige Japan og Kina. Lige til det sidste var der stor spænding om tredjepladsen, hvor Danmark og Italien i lang tid havde haft en tæt kamp. Først efter sidste runde, hvor det gik danskerne særdeles godt, stod det klart at italienerne blev hensat til fjerdepladsen.

Efter et vel endt europamesterskab, kunne Tina Christensen (medlem af Mahjong Danmarks bestyrelse) stolt annoncere en nyopstartet europæisk forening for mahjong, European Mahjong Association (fork. EMA), som ledes af nyvalgte President Uwe Martens, Tyskland. Hun kunne derudover fortælle at EMA som sin første beslutning, har valgt at lade det næste åbne EM foregå i 2007 i København.

Mahjong Danmark takker de tolv spillere for det fine resultat og ønsker med denne pressemeddelelse at delagtiggøre den danske befolkning i dette flotte resultat. Mahjong Danmark er en landsforening for danske mahjongspillere og har i skrivende stund ca. 100 medlemmer, hovedsageligt bosat i Århus og København. Mahjong Danmark gør et stort stykke arbejde for at give danskerne mulighed for at spille mahjong, bl.a. ved at arrangere turneringer i løbet af året og faste spilleaftener.

Mahjong Danmark vil de næste to år arbejde hårdt for at det andet europæiske mesterskab i mahjong bliver lige så vellykket som det første.

Yderligere information om EM 2005, EM 2007, danske turneringer og mahjong generelt kan findes på Mahjong Danmarks hjemmeside: http://mahjong.dk/.



På vegne af Mahjong Danmark

Anders Labich
Formand for Mahjong Danmark
labich@mahjong.dk
Tlf.: 3122 1157

Opdateret 2006-04-25
Tina Christensen