Hjem

Mahjong Danmark > Regler


Mahjongregler

Der findes utallige varianter af mahjongregler. Vi vil prøve at give et overblik over de vigtigste, og for de to regelsæt der spilles mest i Danmark (International mahjong (MCR) og Riichi), har vi udarbejdet regelhæfter, følg link i venstremenuen.

Spørgsmål angående regler er velkomne på vores forum eller på mahjong@mahjong.dk.

Mahjong Competition Rules (MCR)
I Danmark ofte kaldet OC: de internationale konkurrenceregler.
I januar 1998 blev mahjong anerkendt som den 255. sportsgren i Kina, og i september samme år udkom de første officielle internationale regler til mahjong. Reglerne blev benyttet til det første officielle VM der blev afholdt i Japan i 2002, og ved det første officielle EM i Nederlandene i 2005, og reglerne gik på dette tidspunkt under navnet Official International Rules. Mahjong Competition Rules er standardreglerne der fremover vil blive benyttet ved internationale turneringer i European Mahjong Association og World Majiang Organization. Mahjong Danmark afholder flere årlige turneringer, inkl. danmarksmesterskaber, i MCR (OC).

Riichi.
Moderne japanske mahjongregler. Japanerne har deres egne regler der kræver en stor del strategisk overblik og en evne til at balancere offensivt og defensivt spil, og hvor der er også er et element af hasard til spillefuglene. I Europa er riichi udbredt i Danmark og Nederlandene. Mahjong Danmark afholder årligt flere riichi-turneringer, også danmarksmesterskaber.

Klassisk kinesisk.
Reglerne der ligger bag næsten alle de forskellige regelsæt er de klassiske kinesiske regler. Klassisk kinesisk spilles mange steder i Europa, især i Italien og Tyskland. Det er forholdsvis udbredt i Europa da det er et af de få regelsæt der er veldokumenteret på engelsk i form af Millingtons bog (A.D. Millington: The Complete Book of Mah-Jongg).

Western Vanilla.
I 1920-erne blev der lavet en simplificeret version af klassisk kinesisk mahjong, Western Vanilla; en variant der gør det lidt lettere at overskue for nybegyndere. Kravet til strategisk overblik er sænket idet der er flere krav til en mahjonghånd, hvilket betyder færre kombinationer at overskue. Til gengæld er der masser af specialhænder.

Mahjong Masters Million eller blot MMM.
Et regelsæt der blev lavet specielt til turneringsbrug, og som i dag ikke spilles mange steder. Et godt regelsæt for begyndere. MMM har mange træk fra japansk mahjong.

Hong Kong Old Style.
Et ganske udbredt regelsæt.

Amerikansk mahjong.
Et regelsæt hvor der kun indgår specialhænder: man kan ikke selv opbygge en hånd. Listen af specialhænder, som omfatter omtrent 50 kombinationer, ændres en gang om året. Der benyttes jokere, og spillet starter med en udveksling af brikker mellem spillerne, kaldet charleston. Amerikansk mahjong er væsensforskelligt fra andre regelsæt. Meget udbredt i USA, men stort set ingen andre steder.

Man kan finde mere om forskellige regelsæt ved at surfe på nettet. Vores linksektion giver rigelige muligheder for at lære de forskellige regelsæt der ikke er grundigt beskrevet her.


Opdateret 2019-07-02
Muyten